Gran Canaria, Spanien november 2009

Årets sidste ferie gik til Gran Canaria. Her boede vi på syd øen, i Playa del Ingles. Byen er kendt for fest og ballade døgnet rundt.  Vores hotel lå heldigvis i udkanten af byen, så vi oplevede ikke noget af alt dette. Syd for byen og ud til havet ligger, Dunas de Maspalomas. Et stort område med sandklitter og en dejlig strand. Her gik vi en tur, for at opdage at vi gik lige gennem nudistområdet. Det er utroligt hårdt at gå i disse sandklitter.

I vores lejede bil, tog vi på opdagelse rundt på øen. På vej ind på midten af øen, mødte der os et syn af hvor ensomt man kan bo. Ude midt i ingenting, lå der en enkelt gård. Efter noget kørsel frem og tilbage på motorvejen, fandt vi endelig den rigtige vej til Sioux City. Denne cowboy by var kulisser i en film med Lee Van Cleef i 1975, Take the hard ride. Her var vi tilskuer til et slagsmål i salonen om en af barpigerne. Vi slap dog for at havne i byens fængsel. Da slagsmålet var overstået, kom cowboys drivende med stude gennem byen. Pludselig kom banditter og røvede banken. Sheriffen kom og fangede røveren og fik ham hængt. Det var en sjov oplevelse.

I bunden af det ca. 800 m, i diameter, store vulkankrater dukker der en grøn frodig mark op. Ja, det vil sige, da vi var der var kornet høstet, så den så mere gul ud end grøn. Ved at kigge den anden vej, kunne vi se ud over kløfter, dale og bjerge. En fantastisk udsigt. På disse kanter, kører man ikke med en almindelig traktor, men må bruge en med larvefødder. Det var næsten lige meget hvor vi kørte på øen, så var der den ene flotte udsigt efter den anden. Der var en del figenkaktusser på øen. Disse bruges til at lave en rigtig god marmelade af.

Der findes 2 dyreparker på Gran Canaria. Vi valgte den største, Palmitos Park.  Parken brændte i 2007. Personalet havde ikke tid til at evakuere alle dyr, derfor slap man mange af fuglene løs i håb om at de ville overleve. Nogle overlevede ikke og resten, især rovfugle og papegøjer er tilbage i parken igen. Da vi var der, kunne det ikke ses at det kun var godt 2 år siden parken brændte. Der var lavet en stor planche udstilling om branden. Her kunne vi se hvor stor skade parken havde taget. Vi så et fantastisk rovfugle show. Store amerikanske ørne, blev sluppet løs. De fløj højt til himmels og kredsede højere og højere op.

Her var et drivhus, fyldt med orkider, et hus med sommerfugle, akvarier med farvestrålende fisk, fugle fra alle verdensdele. Det hele flot passet ind i naturen, med masser af kaktusser og palmer. En af de flotteste dyreparker vi endnu har set. Vi kunne se at der snart ville kunne opleves delfin- eller søløve show.

En rigtig god ferie med en masse oplevelser og en masse afslapning.

Forside 

Copyright © B.Frets 2011. All Rights Reserved.