Tunesien februar 2010

En helt igennem elendig ferie.

Det startede med at Benny havde tandpine, så han samme dag som vi skulle af sted, måtte til tandlægen og have revet en tand ud. Nå, af sted det kom vi da. Da vi så skulle lande i Monastir Lufthavn, var der sandstorm, så piloten ikke kunne se landingslysene. Piloten prøve til et par gange, inden han opgav og vi i stedet måtte flyve til Tunis (150 km). Her plejede flyselskabet ikke at komme, så det varede et par timer inden det lykkedes at få tanket flyet. I mellem tiden havde sandstormen lagt sig i Monastir. Så fløj vi tilbage igen. Alt dette bevirkede, at vi først var fremme ved vores hotel hen på morgenstunden. Det var et udmærket hotel vi kom til at bo på, så lidt positivt var der da. Det lå i udkanten af Sousse. Bennys tandpine fortsatte de første dage af ferien. Der var en dejlig stor have/park til hotellet, hvor vi gik tur næsten hver dag.

En dag gik vi ind til den gamle bydel, Medinaen. Bymuren er 2,25 km lang og 8 m høj. Den var bevaret fint.

Inde i Medinaen gik vi rundt og kiggede på alle de flotte gamle bygninger. Der var bl.a. en stor flot moske. Denne så vi kun udefra, da vi ikke var påklædt til at komme ind. Både kvinder og mænd, skal have tildækkede ankler, knæ og skuldre. Pludselig blev vi antastet af en fyr, der påstod at han kendte os fra hotellet. Han ville lige vise os en forretning der solgte tæpper. Her fik jeg prøvet at knytte på et tæppe. Det havde jeg ikke forstand på. Herefter kom en mand, der kunne en del dansk, og begyndte at vise det ene tæppe efter det andet. Og inden vi havde set os om, havde vi købt et tæppe. Manden syntes lige, at vi skulle se nogle flotte skindjakke hos hans kompagnon i underetagen. Her købte jeg en lækker skindjakke, syet til mig. Det vil sige, vi kunne først få den om lørdagen, da den først skulle syes. Lørdag formiddag, gik vi til det aftalte tidspunkt til forretningen igen. Vi kom ½ time fortidigt, og selvfølgelig var sælgeren der ikke. Vi fik at vide, at komme lige straks. Det gjorde han også, men uden jakke. Systuen var ikke blevet færdig. Han ville så levere den på/til hotellet kl. 17. Vi skulle bare stå udenfor, da han ikke måtte komme ind på hotellet. Kl. 17 stod vi og ventede. Benny var meget negativ, og bedre blev det ikke, da sælgeren ikke var dukket op 10 min. over 17. MEN da kl. blev 17.15 stoppede en bil, og ud sprang sælgeren med min jakke.

På vejen mellem vores hotel og Medinaen, var en lang og flot strandpromenade, som vi gik flere ture på. Men ikke ind i Medinaen. En af dagene vi gik, blev vi antastet af en mand med en papkasse under armen. Han tilbød, at vi kunne købe cigaretter af ham. Dette takker vi pænt, nej tak, til. Så forsøgte han at sælge os nogle brændte mandler. Da vi også sagde nej tak til dette tilbud, blev han fornærmet, og råbte: ” Fuking turist”, efter os.

Her var igen en dyrepark som vi måtte se. Denne gang var det udflugt, købt af rejseselskabet. Den hørte til den nedre del af dyrepark skalaen. Søløve showet var det ringeste vi endnu har set. Efter at have været rundt i parken, skulle vi slutte af med spisning og underholdning. Her fik vi 4 retter lokal mad. Mens vi spiste, underholdt bl.a. zulu-dansere, mavedansere og lokal tunesisk musik. Det tunesiske musik, lød som når man trækker en kat i halen.

Vi boede på anden sal, og palmerne udenfor vores altan skulle beskæres. Gartnerne havde ikke en stige der var lang nok, så de bandt da bare to stiger sammen. Så kravlede den ene op og savede, med en håndsav, de visne blade af. Det så lidt farligt ud. De øvrige to, kørte palmebladene væk på en trillebør.

En halv time efter at vi skulle være hentet ved hotellet, kom guiderne og fortalte at hjemrejsen var udsat mindst 2 timer, p.g.a. sne i Billund. Det fly der skulle ned efter os, kunne ikke lette fra Billund, da der var faldet 25 cm sne. Så det endte med at vi forlod hotellet ved 21-tiden, for at sidde og vente i lufthavnen i yderlig 2 timer. Endelig, lidt i midnat kom vi af sted. Det var nu meget godt, at vi kom det senere hjem. Så var det da blevet lyst da vi skulle kører hjem fra Billund.

VI har nu prøvet to muslimske lande og fundet ud af, at disse ikke er noget for os.

Forside 

Copyright © B.Frets 2011. All Rights Reserved.